Jyllingevej 55-57, 2720 Vanløse , Tlf. 38 79 34 00 - Fax 38 79 34 10

"Jeg forlader en succes"
23-02-2010  20:48:54


Retræte. Efter otte år på posten som formand for Valby Lokaludvalg træder Ejner Jensen nu tilbage. Beslutningen er velovervejet og tidspunktet velvalgt, for som han siger:
- Jeg forlader en succes.
Af Christine Christiansen.
Valby Lokaludvalgs siddende formand, Ejner Jensen, har truffet en stor, afgørende beslutning: I morgen, torsdag d. 25. februar, har han indbudt til sin afskedsreception i Valby Kulturhus. Det sker efter otte år på posten som formand for Valby Lokaludvalg – og efter hele 50 år i politik.
Beslutningen om at trække sig fra formandsposten i lokaludvalget traf han for et halvt år siden. Et stigende behov for mere kalenderfri tid – og især for mere tid til at se sine to børnebørn – er hans hovedbegrundelser for at trække sig nu. At beslutningen er den rigtige, tvivler han ikke på:
- På et eller andet tidspunkt skal man jo stoppe. Jeg er 67 år nu, og jeg vil gerne have mere tid til andre ting. Som min kalender har set ud de seneste år, har det været meget vanskeligt for mig at få noget sammenhængende tid til fx at tage i sommerhus eller på en billig afbudsrejse. Jeg glæder mig til at blive mere kalender-uafhængig, smiler han.


”Bydelsrådet var det bedste”
Når Ejner Jensen om lidt overgiver formandsposten til den formand, der bliver valgt til lokaludvalget, ser han tilbage på mange yderst aktive år som politiker i Valby: Han har siddet som formand for lokaludvalget, siden organet blev dannet for otte år siden. Før dette var han formand for bydelsrådet i Valby.
- Min formandstid i bydelsrådet var min bedste tid i lokalpolitik, fordi vi havde stor indflydelse og et stort budget, vi kunne disponere over lokalt, fortæller Ejner Jensen, der til gengæld knoklede 25-30 timer hver uge som bydelsborgmester. Samtidig med, at han var leder af en institution på fuld tid.
Rådets struktur var Ejner Jensen selv med til at forme sammen med de øvrige medlemmer. Desværre led bydelsrådet en krank skæbne:
- Efter fire år med fire bydelsråd i fire københavnske bydele på forsøgsbasis skulle Københavnerne stemme om, hvorvidt de ønskede rådene udbredt i hele hovedstaden. Vi havde knoklet i fem år med at få bydelsrådene bygget op. Alligevel stemte københavnerne nej til modellen, og det blev besluttet at lukke bydelsrådene, husker Ejner Jensen.


Stor opbakning i Valby
I Valby så billedet imidlertid anderledes ud: Her fik bydelsrådet – som det eneste sted i København – stor opbakning. Det lykkedes derfor de siddende medlemmer af rådet med Ejner Jensen i spidsen at overbevise kommunen om, at Valby skulle have lov at lave et forsøg med at starte et lokaludvalg.
- Forsøget løb over fire år. Vi havde et puljebudget på en million kr. og en sekretær siddende inde på Rådhuset. Den lokaludvalgs-struktur, vi her skabte, kom til at danne forbillede for de øvrige lokaludvalg i resten af København, der blev dannet fire år senere, fortæller Ejner Jensen stolt.   
Valby Lokaludvalgs fire års forspring gjorde, at udvalget opbyggede erfaringer og kompetencer:
- Valby Lokaludvalg var meget begunstiget i forhold til de øvrige lokaludvalg i København, som først blev grundlagt senere, beskriver Ejner Jensen. 


Foretrækker fælles enighed
På spørgsmålet om, hvad der har været det mest spændende i perioden som lokalpolitiker svarer Ejner Jensen:
- Jeg kan godt lide at have indflydelse. Og at få tingene til at fungere. For mig er det at opnå konsensus i lokaludvalget langt vigtigere, end at trumfe min egen personlige holdning igennem. Jeg vægter højt, at tingene fungerer. At alle føler sig godt tilpas, og at der er en god tone, siger formanden, der dog ikke lægger skjul på, at arbejdet har været forbundet med store udfordringer hen ad vejen.
- Den største udfordring har været at få synliggjort Valby Lokaludvalg tilstrækkeligt. Det undrer mig, hvor lidt folk egentlig ved om, hvad der foregår, siger Ejner Jensen og tilføjer med sit karakteristiske, lune smil:
- Somme tider har vi da i lokaludvalget spurgt os selv, om vi sidder der for vores egen eller for borgernes skyld.


Fik tilført 350 mio. kr. ekstra til Ringstedbanen
At lokaludvalget har opnået resultater i borgernes interesser, er der dog ingen tvivl om:
- Vi kan jo se, vi har haft indflydelse. Det har haft en effekt, når vi har afgivet høringssvar, siger formanden og nævner eksemplet med Ringstedbanen, hvor det lykkedes lokaludvalget at få tilført 350 mio. kr. ekstra, samt at få gennemtrumfet kravet om en overdækning af jernbanen på strækningen ved Kulbanevej.
- Det lykkedes, fordi vi var aktive, påpeger Ejner Jensen og tilføjer:
- Også det nye vandkulturhus i Valby ser nu endelig ud til at være på vej. Første spadestik forventes at blive taget i april.
At der også er ting, lokaludvalget ikke har fået igennem, lægger formanden ikke skjul på. Han peger ud ad vinduet fra mødelokalet i Valby Kulturhus:
- Se bare på Toftegårds Plads. Folk snakker rigtig meget, men der sker ikke noget med pladsen, ærgrer han sig åbenlyst.
Han roser samtidig medlemmerne af Valby Lokaludvalg:
- Vi har været heldige at have nogle gode, engagerede medlemmer af Valby Lokaludvalg. Her har ikke været nogle, der stak knive i ryggen på hinanden – modsat mange andre steder, siger han.


Forlader en succes
Ejner Jensen er da heller ikke nervøs ved at forlade lokaludvalget efter det netop afholdte repræsentantskabsmøde, hvor medlemmerne af det nye lokaludvalg for den kommende fireårige periode blev valgt. 
- Jeg var på én gang overrasket og glad for, at så mange engagerede borgere stillede op. Borgerne føler, at det batter at sidde i lokaludvalget. Samtidig blev nogle nye kræfter valgt ind. Det er positivt, at der sker en fornyelse gennem folk, der har fokus på andre områder, lyder det rosende fra formanden, der også er positiv og optimistisk omkring sekretariatets seriøse arbejde:
- De vil få mulighed for at løfte nogle lidt større opgaver, fx at udarbejde høringssvar, i takt med, at jeg trækker mig. De skal gribe chancen og tage ansvar; det bliver både sjovere og mere udfordrende for dem.
Ejner Jensen sidder lidt og tænker. Så siger han med overbevisning i stemmen: 
- For mig er tidspunktet det helt rigtige at trække mig på. Det er en succes, jeg forlader. Ikke en synkende skude.



Skrevet af:   |  Fotograf:



Diskuter/deltag









Del







Søg i overskifter
Søg i artikeltekst


:: Manglende avis

:: Læserbreve

:: Kontakt os

:: Annoncepriser


Powered by www.cc-data.com